Indholdsfortegnelse
Den legendariske julekalender optaget i Den Gamle By i Aarhus er elsket af flere generationer og står for mange som ’en rigtig julekalender’. Børnene Mads og Mette samarbejder med nisserne om at skabe julestemning hos deres far – byens borgmester og købmand – der har proklameret, at julen er aflyst, hvis ikke hans leveranceskib når frem inden jul.
Hvert af de 24 afsnit indledes med et kæmpemaleri af årets ulandskalender, hvor der hver dag bliver åbnet en låge af den folkekære dyreven Poul Thomsen og hans hund Balder. Poul Thomsen fortæller i indledningen om forskellige ting fra museet Den Gamle By, hvor optagelserne til julekalenderen er lavet.
Efter Poul Thomsens indledning fortsætter den egentlige julekalender, hvor nissefar og nissemor i den store borgmestergård har travlt med at få byens borgmester og købmand til at komme i julestemning. Nissedrillerierne skal sammen med børnene Mads og Mettes indsats få ham til IKKE at aflyse julen.
Hele historien foregår i midten af 1800-tallet, så alle kostumer og kulisser passer til husene og omgivelserne i Den Gamle By – og naturligvis altid i snevejr. For som bekendt var julen altid hvid i gamle dage …
Men kan julen overhovedet blive til noget, hvis det store leveranceskib Haabet ikke når frem i tide inden den 24. december? Bliver julen aflyst? Og opdager borgmesteren nogensinde nisserne?
Melodien alle kender
Byens borgmester er personificeret ved skuespilleren Lars Lohmann, børnene Mads og Mette spilles af søskendeparret Mads Ole og Mette-Line Erhardtsen. Nisseparret bliver virkeliggjort af Ove Sprogøe og Karen Lykkehus, og fortælleren er igen den kendte dyreven Poul Thomsen.
Intromelodien til julekalenderen synges af et børnekor og kendes den dag i dag af alle som en klassisk børnejulesang.
Jul i Gammelby blev lavet i 1979 og genudsendt flere gange på DR. Senest i 2009.
Jul i Gammelby på DVD / Blu-ray?
Tjek om "Jul i Gammelby" findes på DVD eller Blu-ray. Klik på knappen herunder.