Jul i Verdensrummet

Denne julekalender handler om elektrikeren Mark, der ved et tilfælde vinder en uges ophold på en lille dansk rumstation. Snart siger han midlertidigt farvel til sin gravide kæreste og tager glædeligt afsted. Tingene går dog ikke som planlagt, og pludselig må Mark indse, at han er strandet i rummet.

Mark Henriksen er en ganske almindelig mand. Han bor i Skovlunde med sin gravide kæreste, og til hverdag arbejder han som elektriker.

En dag vinder han en konkurrence arrangeret af morgenmadsproducenten KellFlakes. Som vinder får han en uges ophold på den danske rumstation Christian den 4. Mark siger farvel til kæresten, som står til at skulle føde den 24. december, og tager afsted.

På rumstationen møder Mark en temmelig mærkværdig besætning. Øverstkommanderende, Allan Falk Nielsen, har bemærkelsesværdigt høje tanker om sig selv. Den næstkommanderende, Klaus Ricardo, har en særdeles grovkornet humor. Biologen, Monica Hertz, er specialiseret i planters vækst i rummet, og den langtidsledige Gajol er sendt afsted som del af et kommunalt aktiveringsprogram.

Under Marks ophold går noget galt. KellFlakes går konkurs, og dét betyder, at Mark ikke længere har en hjemtur. Med hjælp fra besætningen går Mark i gang med at finde ud af, hvordan han kan komme hjem igen. Han skulle jo meget gerne nå det før juleaften. 

Finder Mark tilbage til jorden? Når han at opleve sit barns blive født? Og hvordan fejrer man egentlig jul på en rumstation? Få alle svarene i Jul i Verdensrummet.

Populær satirekalender på DR2 

Jul i Verdensrummet er en satirekalender spækket med danske stjernenavne. Mark Henriksen portrætteres af Jacob Rissing, mens Rasmus Bjerg og Mick Øgendahl indtager rollerne som Klaus Ricardo og Gajol.

Julekalenderen blev vist på DR2 i 2006.

Jul i Verdensrummet på DVD / Blu-ray?

Tjek om "Jul i Verdensrummet" findes på DVD eller Blu-ray. Klik på knappen herunder.

Se introen til Jul i Verdensrummet her: